Brugtbilguiden

Sådan forhandler du pris

At prutte om prisen er nemt og naturligt for nogle, men svært for andre. Med et par råd og retningslinier bliver det muligt for alle. Vores bud på en god prisforhandling er:

  • Lad sælger vide at du er interesseret i at købe bilen. Det gør ham interesseret i få solgt bilen til dig.
  • Lad også gerne sælger vide hvis du synes det er en god bil i fin stand, men sig det også tydeligt hvis der er ting du ikke synes er i orden, eller som du er betænkelig ved
  • Tal med sælger om hvad der skal laves på bilen, før den er helt i orden.
  • Sig hvis du stadig er interesseret, men synes prisen er sat for højt. Kom med et bud til sælger hvad du vil give. Sælger vil måske komme med en ny pris og så er I i gang med at forhandle.
  • Hvis sælger vil holde fast i prisen, og du stadig er interesseret i bilen, kan du enten forsøge at få sælger til at udbedre de fejl eller mangler, før du køber (hvis du skal give fuld pris for bilen så skal den også være uden fejl). Du kan også kræve at bilen skal til en FDM-test først, og at sælger skal udbedre de væsentlige fejl der opdages.
  • Hvis sælger ikke er interesseret i at udbedre fejl og mangler, ikke vil forhandle pris og du stadig er interesseret, så giv sælger dit sidste bud – han kan så kontakte dig hvis/når han kan acceptere det.

Hvis du synes at prisen er i orden fra starten af, kan du selvfølgelig også bare vælge at acceptere den. Men måske kan du aftale, at sælger så betaler for omregistreringen, som koster 380,- kr. Så har du da fået lidt med.

Hvad bør du undgå
En forhandlingsstrategi som ofte ender dårligt, men som desværre er udbredt, er at give sælger indtryk af, at den bil han vil sælge er noget dårligt skidt, og derfor ikke skal koste ret meget. Det giver et rigtig dårlig forhandlingsklima, og de fleste sælgere vil reagere afvisende og vil overhovedet ikke give noget som helst i rabat til det ”sure brokkehoved” de står overfor – de ser helst man forsvinder igen, og venter gerne på en mere venlig køber. Så sørg for at være positiv og skab en god stemning, så får du lettere noget igen.

© 2022 Brugtbilguiden. Alle rettigheder forbeholdes.