Du kan gøre et godt køb, både hos forhandlere og hos private – men der er forskelle, og risikoen for at købe katten i sækken er størst når du handler privat:
Kort fortalt er biler hos forhandlere dyrere end hos private, men du får 2 års reklamationsret og alle købelovens rettigheder. Viser der sig en mangel ved den brugte bil i de første 6 måneder efter købet, formodes manglen at have været der, da du overtog bilen. Det betyder at du kan forlange, at forhandleren reparerer fejlen for egen regning. Kun hvis forhandleren kan sandsynliggøre, at manglen ikke var til stede, da bilen blev leveret, vil han kunne gå fri.
Forhandlere har normalt også udgifter til at istandsætte og klargøre bilen inden salg, og så skal han også have en avance. Rundt regnet løber det op i 30.000,- kr. som en forhandler skal tjene på hver bil.
Biler der sælges af private er billigere, men til gengæld har du ingen garanti eller reklamationsret når underskriften er sat. Bilen er typisk solgt som prøvet og beset. Du skal kunne bevise, at fejlen var til stede, da du overtog bilen, at du ikke burde have opdaget den ved prøvekørslen før købet, og at sælger kendte fejlen, men undlod at fortælle dig om den. Viser bilen sig rent teknisk efter nogen tids kørsel ikke at leve op til dine forventninger, er du som hovedregel afskåret fra at kunne klage ved et privat køb.
Derfor skal den bil, du køber af en privat, koste noget mindre, end når du køber hos en forhandler!
Hvad kan så bedst betale sig?
Der findes en tommelfingerregel der siger, at hvis mere bilen koster over 100.000,- kr. kan det svare sig at købe hos en forhandler, og hvis bilen koster under 100.000,- kr. kan det betale sig at købe den privat. Men det er også et temperamentsspørgsmål, om man er villig til at løbe en større risiko.
Undersøg altid bilen grundigt selv
Uanset de bedre klagemuligheder bør du også undersøge den brugte bil, du køber hos forhandleren, grundigt. Insister på at få en ordentlig prøvetur i bilen. De fejl, du finder, skal enten repareres af sælger for levering, eller du skal have bilen til en lavere pris.
Brug en tjekliste og undersøg bilen grundigt. Du finder brugtbilguidens tjekliste til bilkøb her
Du kan også få bilen undersøgt på et uafhængigt værksted eller et FDM-testcenter – det giver ekstra sikkerhed. Se også afsnittet om ‘hjælp efter køb’, og ‘hvad har du ret til i flg. købeloven”